Onsdag den 25. maj gik turen ud til den skønne Seest Mølleå.De omkring 80 deltagere blev en del klogere på turen, hvor Jørn Chemnitz kunne berette om bøgen som ikke bare blomstrede men også satte blomst, om dilemmaet med at vise de utroligt flotte gøgeurte frem men samtidig beskytte dem mod tyveri og endelig ikke at forglemme beretningen i flere afsnit om vårfluens forunderlige liv og død.

Undervejs blev der også plads til lidt politiske betragtninger om natur versus kultur, naturligvis serveret med Jørns velkendte glimt i øjet.

På en af årets sidste forårsaftner viste naturen sig fra sin absolut pæneste side. Jo vist kunne de stejle bakker få pulsen op, men åens stille rislen og fuglenes smukke aftenkoncert kunne til gengæld få blodtrykket helt i bund. Dette kombineret med en lille sund forfriskning til afslutning gjorde så absolut dette til en af de mere fornøjelige måder at pleje helsen på.